Hvad SMART-mål betyder i et liv uden faste træningstider

Når du er atlet, er mål ikke noget, du skal opfinde.

De er allerede givet.

Der er kampe, sæsoner, udtagelser, ranglister og klare forventninger.

Målene er indlejret i strukturen.

Når sporten stopper, forsvinder ikke bare træningen –

det system, som gjorde mål meningsfulde, forsvinder også.

Og det er her, mange tidligere atleter går galt i byen.

Problemet er ikke manglende mål

– men manglende fundament

SMART-mål bliver ofte præsenteret som løsningen på tomrummet efter sport:

“Sæt nogle konkrete mål – så finder du retning igen.”

Problemet er, at mål ikke skaber stabilitet i sig selv.

De forudsætter noget, der allerede kan bære dem.

I sporten var der et system, som gjorde mål relevante:

• faste rammer

• tydelige roller

• klare forventninger

• et fællesskab at præstere ind i

Efter sport er det system væk.

Når SMART-mål sættes i et tomrum, bliver de ikke motiverende –

de bliver endnu et forsøg på at gøre noget rigtigt uden at vide hvorfor.

Derfor skal SMART-mål komme senere – ikke først

I et liv uden faste træningstider er det sjældent hjælpsomt at starte med:

• Hvad er mit næste mål?

• Hvad skal jeg opnå?

• Hvad skal jeg optimere?

For mange tidligere atleter har spillet deres sport, siden de var 5–6 år.

De kan ikke huske et “før”.

Det relevante spørgsmål er derfor ikke:

“Hvordan var mit liv før sport?”

men derimod:

“Hvilken type liv vil jeg bygge efter sport?”

Før mål giver mening, skal der være svar på:

• Hvordan vil jeg have, at min hverdag fungerer?

• Hvilke roller vil jeg have, der bærer min identitet?

• Hvad skal give mig retning – også når ingen måler mig?

• Hvor vil jeg høre til?

Uden svar på de spørgsmål bliver mål et forsøg på at skabe orden i kaos.

Vigtigt perspektiv 

For mange tidligere atleter bliver mål et forsøg på at skabe stabilitet, før fundamentet er på plads.

Det er derfor, arbejdet ikke starter med at sætte nye mål – men med at forstå, hvad der skal bære livet efter sport.

Jeg har skrevet mere om netop den proces i blogindlægget

“Hvordan du genopbygger dig selv uden at starte forfra”,

hvor fokus er på identitet, systemer og søjler – ikke på at finde én ny ting, der skal erstatte sporten.

Når SMART-mål igen giver mening

SMART-mål er ikke forkerte.

De er bare sekundære.

De giver først mening, når der allerede er:

• en hverdag med grundlæggende struktur

• identitetsbærende roller uden for sport

• relationer og fællesskaber

• en retning, der ikke afhænger af præstation

Når det er på plads, bliver mål ikke et forsøg på at reparere noget,

men et værktøj til at forfine det, der allerede fungerer.

Afslutning

Livet efter sport kræver ikke flere mål.

Det kræver et system, som mål kan indgå i.

Du skal ikke finde én ny ting, der kan erstatte sporten.

Du skal bygge et bredere fundament, hvor mål igen får mening –

uden at bære hele din identitet alene