3 ting jeg ville ønske, nogen havde sagt til mig som 19-årig atlet

Som 19-årig atlet er fokus ofte krystalklart:

Træn hårdt. Præstér. Bliv bedre.

Alt andet kan vente.

Det giver mening.

Sporten kræver dedikation, struktur og et stærkt mindset.

Men der er nogle erkendelser, mange først får, når sporten begynder at fylde mindre – eller stopper helt. Og netop derfor er de værd at tale om tidligere.

Her er tre ting, jeg ville ønske, nogen havde sagt højt dengang.

1. Lad ikke hele dit selvbillede afhænge af én rolle

Når sport fylder meget, kommer meget andet til at stå i baggrunden.

Ikke kun skole eller job – men også sider af dig selv som menneske.

For mange atleter bliver sporten:

• det sted, hvor de føler sig dygtige

• det sted, hvor de bliver anerkendt

• det sted, hvor de føler sig “nogen”

Det er stærkt.

Men det er også sårbart.

For hvis tryghed, værdi og identitet primært er bundet op på én rolle, rammer det hårdt, når den rolle ændrer sig – uanset om det sker gradvist eller brat.

Det handler ikke om at have en “plan B”.

Det handler om at give plads til flere sider af sig selv – også mens sporten stadig fylder mest.

Mange oplever netop her en identitetskrise efter sport, ikke fordi de har fejlet, men fordi identiteten har været for ensidig.

Jeg uddyber den overgang i indlægget Den identitetskrise ingen unge atleter får advarsel om.

2. Det “almindelige liv” er ikke et nederlag

Som ung atlet kan det almindelige liv let komme til at ligne noget gråt, kedeligt eller uambitiøst.

Noget man helst vil undgå.

Men sandheden er, at mange først senere opdager, hvad det også rummer:

• stabilitet

• relationer uden præstationskrav

• plads til at være mere end én ting ad gangen

Med alderen bliver status, titler og andres anerkendelse ofte mindre vigtige.

Ikke fordi ambition forsvinder – men fordi perspektivet ændrer sig.

Det almindelige liv er ikke et skridt ned.

For mange bliver det en udvidelse af livet – ikke en begrænsning.

Overgangen fra sport til almindeligt liv kan føles voldsom, hvis man aldrig har fået øje på værdien i det, mens man stadig var aktiv.

3. Bliv nysgerrig på dig selv – ikke kun på din sport

De fleste atleter bruger enorme mængder energi på fysisk, teknisk og taktisk udvikling.

Meget få bruger tid på at lære sig selv at kende.

Personlig udvikling behøver ikke være stort, spirituelt eller abstrakt.

Det kan være:

• at forstå, hvad der driver dig

• at identificere hvilke nye færdigheder du ønsker at mestre

• at prioritere relationer, hvor du ikke skal præstere for at høre til

Jo tidligere du begynder at lære dig selv at kende uden for banen,

jo mindre voldsom bliver overgangen, når sporten en dag fylder mindre.

Identitet efter sport handler ikke om at starte forfra – men om at opdage, at du altid har været mere end din præstation.

Afslutning

Ingen af de her pointer handler om at skrue ned for ambition eller kærlighed til sport.

Tværtimod.

De handler om at skabe et liv, hvor sporten er en vigtig del – men ikke det eneste, der bærer din identitet, dit selvværd og din retning.

For mange rammer overgangen hårdt, ikke fordi de mister sporten,

men fordi de mister svaret på spørgsmålet: Hvem er jeg, hvis jeg ikke præsterer?

Jo tidligere du begynder at stille det spørgsmål – mens du stadig er aktiv –

jo stærkere står du, den dag noget ændrer sig.

Jeg skriver løbende om identitet, overgangen efter sport og livet uden for præstation her på bloggen,

fordi det er en proces, ingen burde stå alene med.